Hvem er jeg?

Det er et meget godt spørgsmål at stille sig selv – og det gør jeg da også ofte!

Kort fortalt er jeg et alsidigt, engageret og nysgerrigt menneske, der kan lide udfordringer og derfor finder en dybere mening i – eksempelvis - at importere palæstinensiske produkter til Danmark.

Jeg kan lide at gøre en forskel – og hvis jeg ad denne vej – kan bidrage til en øget ”hjælp til selvhjælp” for palæstinenserne i Jerusalem og selvstyreområderne i deres forsøg på at normalisere deres relationer med resten af verden, så er det mine bestræbelser værd!

Det er også i overskriften ”hjælp til selvhjælp”, at jeg henter energi, lyst og inspiration til mine øvrige tilbud.

Med udgangspunkt i mine egne kompetencer i et samspil med den inspiration jeg har hentet i private og arbejdsmæssige sammenhænge, vil jeg gerne sætte fokus på trivsel og samarbejde og være med til at definere forventninger og mål, der kan optimere dette.

Oprindeligt er jeg cand. comm. i Internationale Udviklingsstudier og arabisk. Og i den egenskab har jeg boet og arbejdet i 2 år i henholdsvis Gaza og på Vestbredden, hvor jeg er stødt på de produkter, jeg importerer. Det har også givet mig nogle kontakter og erfaringer i forhold til at manøvrere i området, hvor der hersker helt specielle vilkår.

I min virksomhed trækker jeg på de kompetencer jeg har erhvervet i alsidige uddannelses- og arbejdssammenhænge, hvor bl.a. kan nævnes en HA enkeltfagseksamen i Organisationsteori, en Informationsmedarbejder uddannelse fra Danmarks Journalist Højskole, en Master Practitioner uddannelse i NLP med coaching modul og en indvandrerlæreruddannelse.

Mine arbejdserfaringer strækker sig fra undervisning i mange forskellige sammenhænge og med forskellige målgrupper til flygtninge/indvandrer relaterede jobs i ind- og udland.

Efter en årrække som skole- og afdelingsleder i Dansk Røde Kors Asylafdeling, har jeg bevæget mig ind i konsulentbranchen på beskæftigelsesområdet. Mine opgaver i konsulentfirmaet bp-u a/s har siden bragt mig til VUC JobKomp, hvor jeg har arbejdet med udvikling af nye metoder indenfor rekruttering og fastholdelse af medarbejdere indenfor driftsområderne på Region Hovedstadens hospitaler.

Gennem mine arbejdsforhold har jeg især erhvervet mig nogle interkulturelle kompetencer. Både i forhold til målgruppen af asylansøgere fra hele verden; men også i mine bestræbelser på at skabe et dagligt sammenspil mellem danske medarbejdere og medarbejdere af anden etnisk baggrund. Eksempelvis tilstræbte jeg en lige fordeling af danske medarbejdere og medarbejdere med anden etnisk baggrund. Dette var også begrundet i et ønske om at synliggøre og skabe forbilleder for asylansøgerne og for at inddrage dem i opgaver, der tog udgangspunkt i deres ressourcer.

Du er altid velkommen til at kontakte mig for en mere uddybende præsentation.






Ann Dasseville med
udvalgte produkter.
Fotograferet af
fotojournalist Tina Løkke.
Forsiden
Copyright: PalPot 2005. PalPot, Sortsøvej 60, 4850 Stubbekøbing. Tlf. 54 46 30 03 eller mobil 27 58 00 31. E-mail: palpot@palpot.dk